Afhængighed har alvorlige konsekvenser, både for den afhængige selv, såvel som for de nærmeste pårørende – sygdomme, manglende evne til at passe job og familie, skyldfølelse, brudte løfter og konflikter er nogle af de konsekvenser der følger med, når man selv eller ens pårørende lider af afhængighed.
Afhængighed er en sygdom, der ikke kan helbredes, så man kan aldrig få et normalt forhold til sit ‘stof’ igen – men, sygdommen kan standses, og du kan få et godt liv.

Ved en stor afhængighed ændrer kroppen sig, og vænner sig til at skulle have sit fix, og har man et alvorligt misbrug, føler man sig ligefrem syg, hvis man stopper med at indtage sit ‘stof’. Kontroltab en stor del af afhængighed – den afhængige er ikke i stand til selv at kontrollere sit forbrug. Derfor er et liv med afhængighed oftest præget af gentagne løfter, om at stoppe. Løfter som man giver til både sig selv og sine pårørende, men som man gang på gang oplever, at man ikke er i stand til at holde.

“Det er ikke mit problem – det går nok“

Den afhængige er ofte den første, der opdager at der er noget galt. Dog er det sjældent, at det er den afhængige selv, der er den første der erkender problemet, og selv rækker en hånd ud om hjælp. Det er derfor altafgørende, at nogen har modet til at erkende, at der er et alvorligt problem, som skal tages hånd om.

De bedste til den opgave, er dem der i årevis går op og ned af den afhængige, og som har været vidne til misbruget. Det kan være den tætte familie, venner eller arbejdskollegaer, som har set på, men som måske har fejet problemerne ind under gulvtæppet.

 “Sig det, hvis du ser det“

Alle med den holdning, kalder jeg for medafhængige. Hvis man ikke gør noget, og bare lader problemet stå til, så har man et medansvar for at dette menneske i sidste ende måske går i forfald og dør af sit misbrug. De fleste mennesker støder af og til på et menneske i dyb afhængighed – om det så er i den tætte familie eller en bekendt. Selvom det kræver meget overvindelse og kan virke grænseoverskridende, så betyder det alt for en misbrugers erkendelse af sin afhængighed, at  misbruget og den tilhørende adfærd bliver italesat. Det er vigtigt, at vores tankegang ændres omkring dette tabuiserede emne, og at vi vænner os til – at sige det, hvis vi ser det.  Til de mennesker der er omkring den afhængige –  find én/nogen der kan hjælpe jer med, at få sandheden frem i lyset, en gang for alle.

Det allervigtigste er at bede om hjælp, og har man først bedt om hjælp, så er man nået langt. Interventionen er en fortælling til et menneske der ikke selv sanser, at de er ved at forsvinde ud af deres omgivelsers liv. I denne specielle situation, er det vigtigt med en formidler af fortællingen og en ordstyrer i situationen, og her mener jeg at en clean/ædru behandler, er den bedste til opgaven. Jeg har på egen krop oplevet hvad et massivt misbrug gør ved ens tankegang – og set hvilke skader det gør ved ens omgivelser. Jeg kender alle smutvejene, og ved hvor svært det er, at skille sig af med det, som i øjeblikket synes som ens mest trofaste følgesvend.

Både min uddannelse  og min erfaring i at afholde interventioner, har lært mig hvor vigtigt det er, at intet overlades til tilfældighederne. Hvis i vælger mig som jeres interventionist, vil vi mødes flere gange inden interventionen. Jeg tager med jer ud på dagen, hvor vi sørger for at den afhængige ikke kender til interventionen. De pårørende ved interventionen får til at opgave at skrive et brev, som jeg får tilsendt inden og stykker interventionens forløb sammen ud fra dem.

En datter, som deltog ved en af de interventioner jeg har afviklet, har givet mig tilladelse til at ligge et uddrag af hendes brev ud her. Brevet er til hendes far.

”Når du er fuld og ligger på sofaen føler jeg mig utryg. Hvis brandalarmen gik, ville du nødvendigvis ikke vågne og du er trods alt den eneste voksne i huset. Selv om vi er 13 og 15 år og godt kan være alene hjemme er det rart at ens far kan redde en. Jeg vil have min rigtige far tilbage, og jeg ved han er der et sted.”

I dette tilfælde overgav hendes far sig, kiggede på mig og sagde “Henrik, hvad gør vi så nu?”  Når disse øjeblikke sker, så ånder alle lettede op og tårerne får frit løb. Lige så snart der er blevet pakket en taske, så kører jeg misbrugeren direkte i behandling.

Jeg arbejder kun sammen med de allerbedste behandlingssteder i Danmark, hvor jeg vægter en god familiebehandling allerhøjest – så der vil jeg aldrig gå på kompromis. I de fleste tilfælde vil vi køre til en af TJELE Behandlingscenters afdelinger, som ligger rundt omkring i landet – men jeg vil altid have fingeren på pulsen, og sørge for at vi finder det allerbedste sted til personen og familien.

Tjeles behandling foregår efter principperne i  Minnesota-modellen, som jeg kan stå inde for – da det også var denne behandlingsform der hjalp mig ud af min afhængighed. Behandlingen vil,  alt efter afhængighedens karakter,  vare mellem fem til otte uger.